En let og munter livshistorie fortalt af den afdøde Bras Cubas. 
Fortællestilen bragte mindelser om Dickens tidlige værker (Pickwick klubben) og Maria Garcia Marces (100 års ensom hed). Den er let og humoristisk, bryder den fjerde mur og taler direkte til læseren og om skrive processen.
Inden jeg gik i gang troede jeg det var magisk realisme, men udover at den bliver fortalt af en afdød er der ikke noget magisk over det. Den giver et fint billede af livet i de øvre sociale lag i 1800-tallets Brasilien, der i øvrigt mindede end del om det europæiske, men operaforestillinger, sociale komsammener osv. Dog er det primært slavegjorte fra Afrika der varter op og jeg blev noget overrasket da jeg fandt ud af at forfatteren var søn af frigivne slaver, da omgangen med slaver er så nonchalant fortalt. 
Det er på ingen måde en dyb fortælling og der var tidspunkter hvor jeg synes den trak lidt i langdrag, men generelt en ret fornøjelig bog.